Tips til billedkomposition

Denne artikel er udarbejdet af fotografen Max Niemann fra Leipzig i Tyskland.

Et spørgsmål, jeg ofte har fået, er: "Hvordan tager jeg et godt billede?". Dét spørgsmål er lige så svært at besvare, som hvis man ville spørge, hvordan man "skriver en god sang", eller hvordan man "laver lækker aftensmad". Hvordan mennesker ser et billede, vil altid være forskelligt. Fra person til person tolker vi forskelligt, hvorfor det altid er subjektivt, hvad der udgør et godt billede. Jeg har derfor ikke tænkt mig at lade som om, jeg kender den endegyldige sandhed, men i stedet vil jeg dele mine personlige erfaringer, og fortælle dig om mine egne fremgangsmåder.

Som ved så mange andre ting i livet, er der også ved fotografering nogle helt grundlæggende ting, man bør kende til - ting, man med stor gavn kan lære udenad. I musikundervisningen var det f.eks., at "ved at sætte et punktum efter en node, vil noden blive en halv gang længere", hvor det inden for fotografering typisk handler om begreber, såsom "det gyldne snit" eller at "det er i forgrunden, det sker".

Særligt reglen om det gyldne snit fremhæves som en af vigtigste grundregler, når et billede skal iscenesættes. Men hvad betyder det egentligt? Det gyldne snit kan defineres således: "Den mindre del forholder sig til den større del, som den større del forholder sig til helheden". For begyndere og amatørfotografer kan det dog være svært at forstå, hvad dét så rent faktisk betyder, eller at forestille sig det billedligt.

Personligt mener jeg dog heller ikke, man til fulde behøver at forstå denne definition. For mig er det vigtigste i forbindelse med reglen om det gyldne snit, at selve motivet ikke bare skal klaskes tilfældigt ind i midten af billedet - de fleste billeder ser bare bedst ud, hvis der er tænkt lidt over motivets placering.

Når man snakker om billedkomposition, er den såkaldte tredjedelsregel ("rule of thirds") ganske central. Tredjedelsreglen minder om reglen om det gyldne snit. Reglen kan på mange kameraer fremstilles direkte på displayet: Det ses som et gitter, der deler billedet op i 3 lige store dele, lodret såvel som vandret.

Gitteret er et godt hjælpemiddel: Prøv f.eks. at placere dit motiv langs enten den venstre eller højre af de imaginære gitterlinjer i stedet for midt i billedet. Alternativt, hvis du tager et portræt fra længere afstand, så prøv at placere personens ansigt dér, hvor den øverste vandrette linje krydser en af de lodrette linjer. Hav gerne i baghovedet, at du også kan/bør prøve at flytte motivet væk fra midten, og efterlad ikke for megen plads øverst i portrætter - så kommer billedet gerne til at virke for klinisk og uinteressant.

Den ophedede debat om, hvilket billedformat der er det rigtige, kender jeg særligt godt fra min hverdag i forbindelse med dét at tage billeder til jobansøgninger. For nogle år siden var højformatet mest brugt til denne slags billeder. I mellemtiden er det, efter min mening, håbløst gammeldags, og det har intet at gøre i hverken en ansøgning eller på en virksomheds hjemmeside.

Jeg vil naturligvis ikke gøre mig til dommer over, hvilket format du skal/ikke skal vælge. I stedet vil jeg påpege følgende: Det engelske begreb "landscape mode" i et tværformatbillede har muligvis stadigvæk en vis berettigelse, men betegnelsen "portrait mode" kombineret med et højformatbillede har det definitivt ikke. Utallige portrætter, heriblandt mange af mine yndlingsbilleder, tages i dag i tværformat. Det skyldes, at der er rigtigt mange muligheder for at lege med asymmetri og ukonventionelle kompositioner, og for en udtryksfuld baggrund, som er med til at give billedet dybde. Tvingende nødvendigt er det ikke at tage portrætbilledet i tværformat. Ligesådan er der ingen, der siger, at billedkomposition som værktøj kun kan benyttes ved disse to formater. Inden for "Fine Art"-fotografi er kvadratiske formater meget populære. Brooke Shaden, en amerikansk fotograf, er et godt eksempel herpå - hun fotograferer udelukkende i formatet 1:1, og har dermed skabt en helt speciel stil.

Ved denne slags billeder ses det tydeligt, at en central placering af motivet ved det kvadratiske format, ligesom ved højformatet, ikke er tvingende nødvendig, men (ofte) særdeles fordelagtig.

Man plejer at sige, at regler er til for at blive brudt.

Ovenstående vil jeg anbefale dig, at du tager til dig, når du arbejder med kompositionen af dine billeder. Ja, der findes naturligvis nogle grundregler, der giver god mening (f.eks. må man ikke skære billedet ved taljen eller knæet, men som nybegynder vil man garanteret komme til at begå disse fejltrin indimellem). Der skal dog også være plads til leg, så lad endeligt ikke reglerne give dig skyklapper på.

Det er altid mest interessant, hvis man ikke blot tager ét billede af et motiv, men sørger for en vis variation. Når en dag du har tid, kan du prøve at fotografere den samme ting eller en tålmodig bekendt én gang fra venstre side, én gang fra højre, én gang i højformat, én gang i tværformat, og iscenesæt generelt billedet/motivet på forskellige måder.

Gør det ikke kun ved dette ene motiv, men igen og igen. Med tiden vil du udvikle en god fornemmelse for, hvilken slags billeder der tiltaler dig personligt mest - for dét er trods alt det vigtigste. Det er nemlig hverken det gyldne snit eller en perfekt opdeling mellem for-, mellem- og baggrund, der udgør et godt billede. Et godt billede defineres af, hvor banalt det end lyder, hvad du kan lide at kigge på. Det er helt fint at have grundreglerne i baghovedet, så kan du altid prøve at følge dem, når det passer ind - men lad ikke din fotografiske stil diktere. Følg hellere din intuition end en regel.

God fornøjelse!